Jeg-er-sku-ikke-gravid-længere!!!

Så har jeg vist lige 5 minutter til at opdatere og afslutte min blog.
Jeg er nemlig ikke gravid længere ;0)
ENDELIG ER VI BLEVET "MOR" OG "FAR"!
Her følger min fødselsberetning:

I weekenden den 10. og 11. januar var jeg usædvanlig træt - jeg følte mig stor som et skur!
Indimellem havde jeg et par små veer, men det var ikke rigtig nogen, der gav noget... Jeg ringede faktisk ikke engang til fødegangen, for det ville være helt omsonst at køre til Kolding for at blive tjekket.
Mandag den 12. januar kom Mads hjem fra arbejde allerede om formiddagen, han gik lige på hovedet i seng med influenza! Da han havde sovet hele dagen spiste vi aftensmad, hvorefter han igen gik i seng, denne gang med ordene: "Du skal altså ikke føde i nat, vel?"

Faktisk havde han de sidste mange aftener sagt til mig, at jeg gerne måtte vække ham, hvis jeg skulle føde - underforstået: "Kom nu i gang!"

Nå - men hvad gør jeg så på denne ene aften, hvor det passer vildt dårligt??? Jeg gir mig da til at føde;0)

Kl. 00.23 vågnede jeg ved at jeg skulle på toilettet - og så gik vandet sørme! Jeg fik mig lagt ned i sengen igen og vækkede Mads. Og så startede et show af den anden verden, ellers! For sådan HELT færdigpakket, det var tasken til fødegangen jo ikke... Så jeg lå i sengen og dirrigerede Mads rundt for at finde de sidste ting, imens jeg snakkede med en jordemoder. Hun spurgte om en milliard ting som jeg ikke rigtig kan huske, bl.a. om jeg ikke havde haft ringet, da jeg havde de der små-veer?
Ved mit sidste lægetjek stod tvilling a ikke helt fast i bækkenet, så det betød at jeg var nødt til at ankomme til fødegangen liggende... Jordemoderen sendte derfor en ambulance.

Allerede i ambulancen fik jeg veer, der faktisk bed en hel del... Ambulanceføreren var så sød at køre en lille omvej for at undgå de mest hullede veje...

Kl. 01.20 ankom vi til fødegangen, Mads var allerede nået frem. Han brokkede sig senere over, at ambulancen havde kørt i sneglefart hele vejen:0) Han havde jo rigeligt at spekulere på, på vejen til Kolding!

Vi blev taget imod af en rigtig sød jordemoder, der lige ville undersøge mig. Jeg var kun akkurat 1 cm. åben, men da det var en tvillingefødsel og vandet var gået, fik vi lov til at blive. HELDIGVIS!
Vores taske var fyldt til randen med læsestof, frugt og søde sager - vi var såmænd rimelig godt forberedt på, at det ville blive en lang fødsel... Vi blev klogere!!!

Jeg fik 3 bælter på, så drengenes hjertelyd og mine veer kunne registreres. Alt gik efter bogen.
På et tidspunkt skulle jeg på toilettet, og Mads hjalp mig derud. Jeg sagde til ham, at jeg simpelt hen ikke fattede, at kvinder gør den slags frivilligt. Gang på gang! Og uden smertestillende!
Da vi kom tilbage på fødestuen, bad jeg om en rygmarvsbedøvelse. Nu ku det være nok! Veerne var simpelt hen så stærke - og jeg tænkte, at jeg nok bare var typen med en lav smertetærskel og det forsøgte jeg at fortælle jordemoderen. Det der med smerter, det er bare ikke mig!

Hun sagde go for epiduralen, men skulle lige ordne nogle ting, inden hun kunne ringe efter narkosen. Endelig fik hun ringet og fortalte, at der ville gå ca. en halv time, inden de kunne være der. På det tidspunkt var kl. 02.45.
Jeg blev tilbudt lattergas - det gik vist op for jordemoderen, at det var ved at trække tænder ud på mig... Men på med masken - og det var så meningen, at jeg skulle trække vejret i den, hver gang der kom en ve. Det var godt nok ikke meget alm. ilt jeg fik resten af forløbet;0)

Kl. 03.25 bliver jeg undersøgt igen og jordemoderen kigger på mig med sårn et underligt blik... Og så siger hun: "Øhh - Carina... Den der epidural - den kan du altså ikke få!"
"Hvad!" tænker jeg bare - "Det skal blive en gammel løgn! Jeg VIL ha den!"
Hun fortæller mig, at jeg er helt åben og at det ikke er nogen nytte til at lægge bedøvelsen...
Så tror da pokker, at det gjorde ondt! Helt åben på 2 timer!
Jordemoderen får rigtig travlt med at tilkalde læger og al andet personale. Overlægen vurderer, at tv. b's hjertelyd er påvirket og svær at registrere - så derfor skal jeg køres på operationsgangen til kejsersnit...
"YES" - så kan jeg sku da i det mindste få noget smertestillende;0) Jeg GLÆDER mig!

Eneste hindring er, at for at komme på op-gangen, skal man forlade fødegangen... Og ved at forlade fødegangen, forlader jeg også den væg, hvor min nye bedste ven, er monteret. LATTERGASSEN! Ohhh - DET var træls! Jordemoderen går ved siden af sengen hele vejen, og beder mig om at gispe - det hjælper lidt på det.

Endelig når vi frem, og en ny bedste ven dukker op. Narkoselægen! Næ - hvor var han sød!
Jeg bliver løftet over på lejet og skal sidde helt stille imens han anlægger bedøvelsen - aj hvor nemt! Men ret hurtigt kan jeg mærke, at han sprøjter væske ind i ryggen på mig og 5 sekunder efter siger jeg: " Ahh - hvor dejligt! Nu får jeg varmen i mine ben" Fra da af, er jeg i himlen! Det var så fedt...

En masse mennesker omkring mig, får mig lagt ned, og lægen går i gang.
Der hænger et grønt klæde lige foran mit hoved, så jeg ikke kan se, hvad der foregår - og hele tiden er Mads ved min side. Det eneste vi ser er, hvordan lægens arme dirrer af anstrengelse, da hun bøvler med at hive tv.a ud - han sidder åbenbart rigtig godt fast! Faktisk ser Mads, at hun sætter et knæ i briksen, for at stå imod! Yrk! Jeg mærker intet!

Der er flere søde mennesker, der bliver ved med at spørge mig, hvordan jeg har det - og jeg fatter ikk, at de er så interesserede i det! Jeg har det jo strålende! Det viser sig senere, at jeg af en eller anden grund fik pulsfald... Derfor lå jeg i hundrede år på opvågningen og ventede på at få tjekket om mit hjerte var ok. Det tror jeg nu nok det er! Jeg har fået en henvisning til hjertemedicinsk klinik, hvor jeg skal tjekkes. Bare for en god ordens skyld.

ANTON ER SULTEN - JEG VENDER TILBAGE!