Vores allerførste forskrækkelse...

Puha - det har været en lang dag - og en endnu længere weekend. Men nu er alt godt!
Fredag eftermiddag fik jeg ondt i maven - jeg slappede af resten af dagen (også selv om jeg var på job!) Og om aftenen forsvandt det igen. Om morgenen var det helt væk og derfor tog jeg på arbejde. Desværre kom mavepinen igen og jeg gik på apoteket for at købe de der strips man kan stikse sin urin med.
Jeg kom til at tale med en rigtig sød dame, der spurgte, hvad jeg skulle måle i min urin? "Det aner jeg ikke" sgade jeg bare. "Jeg skal være sikker på at min urin er som den skal være."
Det endte med at hun fik af vide, at jeg er gravid og at jeg havde mistet tvillingerne tidligere. Og så gik det helt i sort for mig. Pludselig blev jeg simpelt hen så bange... Hun var sød at snakke med og sagde at hun selv havde mistet et barnebarn. Og at hun syntes, at jeg skulle tage på sygehuset og lade dem tjekke mig. Jeg ville alligevel ikke blive rolig af at stikse min urin....
Og det havde hun jo sådan set ret i. Mads ringede til vagtlægen, der ville prøve at få sygehuset til at tjekke mig. Det ville de desværre bare ikke! Når jeg ikke var længere henne og der ikke var noget blod - så ville de ikke se mig før mandag morgen.

Så vi tog ind til vagtlægen og jeg blev undersøgt. Der var ingen tegn på, at noget skulle være galt - heldigvis. Så han beroligede os en hel del.

Her til morgen har vi så været på sygehuset i Kolding. Vi kom ind til en meget sød læge.
Det var simpelt hen så skønt, hun havde læst min journal og forstod godt at vi var blevet nervøse. Hun tog os meget seriøst og var god til at berolige os.

Da hun scannede mig så vi, at de 2 starutter i maven plaskede rundt - de holdt vist fest!
Sikke en lettelse! De ser ikke ud til at ha lidt nogen overlast overhovedet!
Men jeg har fået en blærebetændelse - så jeg er startet op med noget penicillin, der gerne skulle slå den ned.
Derudover kunne lægen se, at jeg allerede er blevet lidt løs i bækkenet så hun anbefalede mig, at ta den med ro.
Derfor er jeg nu HELT sygemeldt hele ugen - og så må vi se, hvad det ender med. Det her var ihvertfald en grim forskrækkelse som jeg ikke håber gentager sig...

Men nu er alt godt!!!;0)

Ventebukser?!?

Jeps - den er go nok!
I går måtte jeg for første gang kravle i et par ventebukser! WAAAUVVV!
Jeg kan ikke lukke mine egne buser mere - og efterhånden er det svært at skjule, at de står åbent under blusen;-)

Heldigvis havde naboen en hel del ventetøj jeg kunne låne. Men det er godt nok lidt vildt!
Jeg er 9+3 og så er jeg allerede blevet så tyk!?! Man kan sagtens se det. Altså ikk sådan at folk jeg møder på gaden, ved det. Men når man ved det ka man se det. Jeg har vist også taget ca. 4 kg. på allerede.
Men - det er der vist ikke noget at sige til, med de mængder mad jeg sætter til livs...

Influenza og meget andet godt.

Puuuha - 3 dage med influenza -DET ka virkelig slå bunden ud af mig...
Det er altså RIMELIG bøvlet at finde ud af, om den kvalme man har, er fordi man skal spise noget mere (det plejer det jo at være!) - eller om det er fordi man skal ud og kaste op.
Det er bare ikke super sjovt!
Nå - men det er ovre igen så det er jo dejligt.
Mads var ved at gå ud af sit gode skind - han er så bekymret. Han synes både vi skulle ringe til klinikken og til min egen læge... Jeg sagde til ham - at det fik vi altså ingenting udaf!
Så det blev ved snakken - og Mads skruede endnu højere op for forkælelses-barometeret. Skønt!
Fredag var jeg stadig ikke helt på toppen - men vi havde jo en aftale på klinikken om lige at kigge ind og blive scannet inden de gik på ferie.
Så afsted kom vi.
Da vi kom ind fortalte jeg selvfølgelig, at jeg havde influenza og ikke helt var ovre det endnu.
Straks sagde lægen, at så havde jeg vel taget panodil for at dæmpe feberen???
"Små fostre kan nemlig ikke li varme" sagde lægen...
Hvis øjne kunne dræbe - så var jeg faldet død om! Mads var tosset! For så skulle vi jo ha ringet og spurgt hende til råds.
Jeg syntes bare ikke at jeg ville ta smertestillende med sådan et par starutter i maven...
Men det fik jeg lært! Jeg nåede at blive helt nervøs, inden vi fik sat scanneren til. Tænk, hvis jeg havde "varmet" dem ud?!? Det havde jeg heldigvis ikke. De lever derinde i bedste velgående endnu. det var nu dejligt at se. De bevægede sig faktisk i små ryk derinde. Mads (han er den, der holder styr på, hvor langt jeg er, hvor store de nu skal være og hvad der nu er udviklet på dem) han sagde at det da vist var lidt for tidligt! At de bevægede sig altså. Det kom vi til at grine lidt af og jeg sagde at så måtte vi jo se om vi kunne få dem byttet;0)

Her kommer så den anden!

Og så vender den endda rigtigt!

Se her!

Tjaaa Billedet vender godt nok forkert - men ellers er den go nok. Der ligger et meget lille barn i den mørke plet...Den runde cirkel man kan se, er blommesækken. Det er madpakken i den første tid.

Mit 3. indlæg...

...på denne blog skal handle om det, der skete i dag!

Kl 14.00 havde vi en tid til graviditetsscanning hos Ivf-syd.
Vi ankom og fik en lang og god snak med Heidi, der er sygeplejerske.
Vi snakkede bl.a om al den kvalme jeg har. Måske kunne den være en bivirkning af de hormoner jeg stadig får. Vi blev enige om, at snakke med lægen om dosis evt. kunne sættes ned.
Endelig blev det vores tur - hele dagen har faktisk bare været en lang række af endeløse minutter... Hold op hvor har vi været spændte - og så går dagen altså temmelig langsomt!

Kun 15 min. for sent kom vi ind i undersøgelsesværelset, hvor Lone tog imod. Hun er den ledende læge på stedet.
Hun spurgte, hvordan jeg havde det - og jeg svarede at jeg havde det af helvedes til - men at det jo var gode tegn.
Hun spurgte ind til kvalmen og fik også historien om, at nogle sikkert har morgenkvalme... Men at hjemme hos os hedder det altså "heldagskvalme"

Hun scannede - og vi fik jo noget store øjne da vi forsøgte at følge med. Der gik lidt og vi så en lille bitte flimrende klat på skærmen... Ingen tvivl! Jeg er sku gravid!

Lone blev lidt stille og sagde så:"Der er altså 2!" - "Men det er I ikke så glade for, vel"
OM VI ER!
Vi er super lykkelige....