Først Emil og så Anton... Her er de første billeder jeg så af vores drenge. Mads gik frem og tilbage imellem opvågningen, hvor jeg lå, og børneafdelingen, hvor drengene lå.

Jeg-er-sku-ikke-gravid-længere!!!

Så har jeg vist lige 5 minutter til at opdatere og afslutte min blog.
Jeg er nemlig ikke gravid længere ;0)
ENDELIG ER VI BLEVET "MOR" OG "FAR"!
Her følger min fødselsberetning:

I weekenden den 10. og 11. januar var jeg usædvanlig træt - jeg følte mig stor som et skur!
Indimellem havde jeg et par små veer, men det var ikke rigtig nogen, der gav noget... Jeg ringede faktisk ikke engang til fødegangen, for det ville være helt omsonst at køre til Kolding for at blive tjekket.
Mandag den 12. januar kom Mads hjem fra arbejde allerede om formiddagen, han gik lige på hovedet i seng med influenza! Da han havde sovet hele dagen spiste vi aftensmad, hvorefter han igen gik i seng, denne gang med ordene: "Du skal altså ikke føde i nat, vel?"

Faktisk havde han de sidste mange aftener sagt til mig, at jeg gerne måtte vække ham, hvis jeg skulle føde - underforstået: "Kom nu i gang!"

Nå - men hvad gør jeg så på denne ene aften, hvor det passer vildt dårligt??? Jeg gir mig da til at føde;0)

Kl. 00.23 vågnede jeg ved at jeg skulle på toilettet - og så gik vandet sørme! Jeg fik mig lagt ned i sengen igen og vækkede Mads. Og så startede et show af den anden verden, ellers! For sådan HELT færdigpakket, det var tasken til fødegangen jo ikke... Så jeg lå i sengen og dirrigerede Mads rundt for at finde de sidste ting, imens jeg snakkede med en jordemoder. Hun spurgte om en milliard ting som jeg ikke rigtig kan huske, bl.a. om jeg ikke havde haft ringet, da jeg havde de der små-veer?
Ved mit sidste lægetjek stod tvilling a ikke helt fast i bækkenet, så det betød at jeg var nødt til at ankomme til fødegangen liggende... Jordemoderen sendte derfor en ambulance.

Allerede i ambulancen fik jeg veer, der faktisk bed en hel del... Ambulanceføreren var så sød at køre en lille omvej for at undgå de mest hullede veje...

Kl. 01.20 ankom vi til fødegangen, Mads var allerede nået frem. Han brokkede sig senere over, at ambulancen havde kørt i sneglefart hele vejen:0) Han havde jo rigeligt at spekulere på, på vejen til Kolding!

Vi blev taget imod af en rigtig sød jordemoder, der lige ville undersøge mig. Jeg var kun akkurat 1 cm. åben, men da det var en tvillingefødsel og vandet var gået, fik vi lov til at blive. HELDIGVIS!
Vores taske var fyldt til randen med læsestof, frugt og søde sager - vi var såmænd rimelig godt forberedt på, at det ville blive en lang fødsel... Vi blev klogere!!!

Jeg fik 3 bælter på, så drengenes hjertelyd og mine veer kunne registreres. Alt gik efter bogen.
På et tidspunkt skulle jeg på toilettet, og Mads hjalp mig derud. Jeg sagde til ham, at jeg simpelt hen ikke fattede, at kvinder gør den slags frivilligt. Gang på gang! Og uden smertestillende!
Da vi kom tilbage på fødestuen, bad jeg om en rygmarvsbedøvelse. Nu ku det være nok! Veerne var simpelt hen så stærke - og jeg tænkte, at jeg nok bare var typen med en lav smertetærskel og det forsøgte jeg at fortælle jordemoderen. Det der med smerter, det er bare ikke mig!

Hun sagde go for epiduralen, men skulle lige ordne nogle ting, inden hun kunne ringe efter narkosen. Endelig fik hun ringet og fortalte, at der ville gå ca. en halv time, inden de kunne være der. På det tidspunkt var kl. 02.45.
Jeg blev tilbudt lattergas - det gik vist op for jordemoderen, at det var ved at trække tænder ud på mig... Men på med masken - og det var så meningen, at jeg skulle trække vejret i den, hver gang der kom en ve. Det var godt nok ikke meget alm. ilt jeg fik resten af forløbet;0)

Kl. 03.25 bliver jeg undersøgt igen og jordemoderen kigger på mig med sårn et underligt blik... Og så siger hun: "Øhh - Carina... Den der epidural - den kan du altså ikke få!"
"Hvad!" tænker jeg bare - "Det skal blive en gammel løgn! Jeg VIL ha den!"
Hun fortæller mig, at jeg er helt åben og at det ikke er nogen nytte til at lægge bedøvelsen...
Så tror da pokker, at det gjorde ondt! Helt åben på 2 timer!
Jordemoderen får rigtig travlt med at tilkalde læger og al andet personale. Overlægen vurderer, at tv. b's hjertelyd er påvirket og svær at registrere - så derfor skal jeg køres på operationsgangen til kejsersnit...
"YES" - så kan jeg sku da i det mindste få noget smertestillende;0) Jeg GLÆDER mig!

Eneste hindring er, at for at komme på op-gangen, skal man forlade fødegangen... Og ved at forlade fødegangen, forlader jeg også den væg, hvor min nye bedste ven, er monteret. LATTERGASSEN! Ohhh - DET var træls! Jordemoderen går ved siden af sengen hele vejen, og beder mig om at gispe - det hjælper lidt på det.

Endelig når vi frem, og en ny bedste ven dukker op. Narkoselægen! Næ - hvor var han sød!
Jeg bliver løftet over på lejet og skal sidde helt stille imens han anlægger bedøvelsen - aj hvor nemt! Men ret hurtigt kan jeg mærke, at han sprøjter væske ind i ryggen på mig og 5 sekunder efter siger jeg: " Ahh - hvor dejligt! Nu får jeg varmen i mine ben" Fra da af, er jeg i himlen! Det var så fedt...

En masse mennesker omkring mig, får mig lagt ned, og lægen går i gang.
Der hænger et grønt klæde lige foran mit hoved, så jeg ikke kan se, hvad der foregår - og hele tiden er Mads ved min side. Det eneste vi ser er, hvordan lægens arme dirrer af anstrengelse, da hun bøvler med at hive tv.a ud - han sidder åbenbart rigtig godt fast! Faktisk ser Mads, at hun sætter et knæ i briksen, for at stå imod! Yrk! Jeg mærker intet!

Der er flere søde mennesker, der bliver ved med at spørge mig, hvordan jeg har det - og jeg fatter ikk, at de er så interesserede i det! Jeg har det jo strålende! Det viser sig senere, at jeg af en eller anden grund fik pulsfald... Derfor lå jeg i hundrede år på opvågningen og ventede på at få tjekket om mit hjerte var ok. Det tror jeg nu nok det er! Jeg har fået en henvisning til hjertemedicinsk klinik, hvor jeg skal tjekkes. Bare for en god ordens skyld.

ANTON ER SULTEN - JEG VENDER TILBAGE!

Indlagt - lige før jul!

Biledet er taget den 23/12 2008.

Efter at jeg havde haft en del plukkeveer lørdag og søndag, besluttede vi os for at ringe til fødegangen søndag aften. Vi fik besked på, at jeg skulle lægge mig ind i sengen og slappe af, samtidig med, at vi skulle tælle, hvor mange plukker veer der kom i løbet af en time.
Da timen var gået og vi var nået op på 8 plukkeveer, ringede vi igen. Denne gang fik vi af vide, at vi bare skulle komme ind, men at der sikkert ville være lidt ventetid, pga. vagtskifte kl. 23.
Det viste sig, at ventetiden blev kort – heldigvis! Der kom en sød jordemoder og snakkede lidt med os inden hun undersøgte mig. Hun tilkaldte også en læge, der scannede mig. Drengene havde det fint, men havde åbenbart besluttet sig for at ville ud! Det var jo sådan set LIGE tidligt nok – så jeg fik lagt drop og fik vehæmmende medicin. Vi blev fulgt ind på en meget stor fødestue, hvor der endda stod en ¾ seng. Den indtog Mads, da det blev tid til at forsøge at få sovet. Det var en tvillingefødestue, så nu ved vi da hvordan sådan en ser ud!
Jeg fik lagt 3 bælter rundt om maven, så jordemoderen kunne overvåge begge børn, samtidig med at hun kunne følge veerne. Det betød, at jeg kun kunne ligge på ryggen – og det er altså ikke den fedeste position, når man har 2 babyer ovenpå, der forsøger at mase sig nedad! Men – det gik jo!
Plukkeveerne nåede at blive til rigtige veer, inden droppet fik dem stoppet – men heldigvis virkede medicinen! Omkring kl. 03.00 sagde jordemoderen at vi skulle få sovet lidt. Så det prøvede vi på… Nemt var det nu ikke! Af en eller anden grund, så vågnede jeg og kiggede på uret hvert 10. minut – eller hvis det gik rigtig godt – så kun hvert kvarter! Søvn blev det ikke til meget af!
Mandag morgen blev jeg flyttet til svangregangen, som er den gang jeg var indlagt på i 17 dage, da vi fik tvillingerne for snart 3 år siden. Det satte minderne i gang – og jeg blev glad for at se, at vi ikke skulle ligge på den samme stue!
Jeg havde fået mig en ”værelseskammerat” , der var indlagt pga. vandafgang. Hun har termin 4 dage senere end mig. Hun var rigtig sød at snakke med – så vi fik jo sludret en hel del!
Om aftenen var Mads og jeg så heldige, at vi fik vores egen stue. Det betød, at Mads kunne være indlagt her hele døgnet, sammen med mig. Det er simpelthen bare guld værd! Når man er vant til at sove ved siden af hinanden – så er det bare slet ikke sjovt at skulle undvære hinanden i sådan en situation…
Mads mødte min ”værelseskammerat” næste dag, hvor hun fortalte, at hun havde fået en lille dreng om natten! Han har det godt, vejer 1600 gram og er indlagt på børneafdelingen.
Julen fejrede vi på sygehuset – og det var bare SÅ hyggeligt! Ja – det er jo ikke lige, hvad man regner med, men når nu det ikke kunne være anderledes, så gjaldt det jo om at få det bedste ud af det! Vi fik sørme både and og flæskesteg som vi nød meget! Dog var vi begge så forkølede, at hvis Mads fortalte, at det var krokodillekød han havde hentet til mig – ja så ville jeg ha troet på ham;0)
Jeg blev udskrevet søndag den 28/12 – og fik besked på at ta den med ro…
Det har jeg så gjort – og resultatet er jo at drengene stadig er i maven!
Vi er nu nået til 34+2 – imod alle odds! Det er virkelig fint – men NU kan de sku godt snart melde deres ankomst! Det er ved at være ret tungt nu – og jeg sover elendigt om natten. Enten så ligger jeg vågen og spekulerer på alt muligt underligt – eller også ligger jeg vågen fordi jeg har ondt et eller andet sted:0)

Og – så er der bare noget jeg er NØDT til at skrige ud!!!!
MIN LILLEBROR OG LOUISE VENTER EN LILLE DRENG!!!!!
Det er da for vildt! Vi er simpelthen så glade… For længe siden begyndte jeg nedtællingen til deres hjemkomst – og i morgen er der altså kun 14 dage til! Det bliver bare SÅ fedt at ha dem hjemme igen:0)