Update - vældig forsinket!

Det blir ikk til så meget med det skriven... Jeg ved ikk helt hvorfor. Som om jeg lige skal være i det rigtige humør inden det kan lade sig gøre?!?
Siden sidst har vi været til en samtale ved den overlæge, der fulgte os da vi var indlagt.
Det gik rigtig godt - hun er simpelt hen en knag. Hun sagde, at hvis der var det mindste vi var bekymrede for så skulle vi bare ringe direkte på fødegangen... Og at vi bare skulle være hysteriske, hvis ikke de ville lade os komme ind. Som hun sagde så kan den vagthavende jordemoder godt være lidt presset, hvis de har travlt. Og hvis hun ikke kender vores historie ka hun måske synes at vi overreagerer. SÅ ved vi det! Men det er heller ikke noget problem - at blive hysterisk altså! For HVIS vi ringer derind så er det fordi der er en grund til det...

Vi var også ved jordemoder - det var helt fint. Hun var rigtig sød og spurgte til vores tidligere forløb. Hvis vi havde brug for at snakke om det - så skulle vi endelig sige til. Men som det er nu, hvor vi er trygge og glade - så er der ingen grund til det.

I weekenden passede vi nabodrengene - det var simpelt hen så hyggeligt! Desværre var den lille syg - og det er jo sådan med mig at hvis jeg HØRER om en, der er syg - ja så blir jeg det oss.
Det er ikk så fedt - ondt i hovedet, feber og ondt i halsen. I det mindste har Mads så lidt fred. Jeg snakker ikk så meget. Og heller ikk så højt...

I går skete der noget meget mærkeligt! Da jeg sad i sofaen mærkede jeg pludselig de "bobler" som er fosterbevægelser! Gips! (Som min mormor ville sige det) Det var ret underligt!
Jeg var nødt til at ringe til Mads på jobbet for at fortælle ham at vi "kommunikerer". Mig og de 2 små. Vildt!

Nu kalder sofaen vist!