Og så i profil!

Her er så beviserne!

Som I nok kan se, så er tv.b altså den generte type... Det er virkelig svært at se - men der ER en lille "stump"

Tv. a ligner sikkert sin far lidt mere!

SÅ kom den store dag...

ENDELIG!
Vi har været til misdannelsesscanning i dag.
Det gik simpelt hen SÅ godt! Jordemoderen var meget tilfredse med dem begge 2 - de så rigtig fine ud... Den ene vejer 290 gram - og den anden vejer 319 gram. Forskellen betyder ingenting, sagde hun. Det var helt ok.
Inden vi tog afsted har vi bare været så spændte. Selvfølgelig primært for at få af vide, at de havde det godt, og at der ikke umiddelbart ser ud til at være noget alvorligt galt med dem...
Men: Vi ville så gerne vide, hvilke køn de er! Det gør det på en eller anden måde mere konkret.

Nå, men jordemoderen sætter scanneren på maven - og flytter den MEGET hurtigt igen! Og så spørger hun: "Inden jeg går videre, så må jeg hellere spørge, om I vil ha kønnene af vide? "
Mads grinede og sagde, at det da vist var for sent! Men at vi gerne ville vide det.
Det viser sig, at hun havde sat scanneren LIGE ned på en lille tissemand - og det havde Mads altså nået at se... Hmm - og mig? Næææ - jeg fattede intet! Så på med scanneren igen - og sørme om ikke så selv den tungnemme mor, kunne se den!
Jordemoderen scannede videre og tjekkede en mlillion ting ved dem lille purk... Vi så de 4 hjertekamre, en fyldt mavesæk, fingre, tæer og lillehjernen og storehjernen. Det var en rigtig god oplevelse!
Da vi kom til tvilling b lå den og var meget blufærdig... Den ville ikke sprede ben for hvem som helst - og det ville vi måske nok blive glade for senere hen, hvis det havde været en pige! Men endelig fik han sig møvet rundt så vi kunne se endnu en lille tissemand.

Uha - det er SÅ stort! Vi så de samme ting ved tv. b som ved a - og alt var så fint som det kunne være... Vi aftalte, at vi skulle ha en tid ved overlægen, for at blive scannet igen om 4 uger.
Og så var det ellers ud af vagten med os - vi havde jo travlt med at få ringet til familierne for at fortælle den glade nyhed!

Nok for nu - jeg trænger til en lur. Har jo altså ikk sovet til middag i dag!

Ps: Kom da endelig med foreslag til navne!

Johan og Sippe

Der er virkelig mange mennesker, der spørger os om, hvordan den STOOOOOORE hund nu vil opføre sig, hvis der kommer 2 små starutter her i huset. Jeg er ikke i tvivl om, at hun vil være super, super sød. Alle hendes dårlige vaner som vi har lært hende, dem lægger hun naturligvis ikke fra sig - men det er helt sikkert at hun vil være både tåæmodig og overbærende.

Se lige videoen!

Et billede af mig...

Det er ikke super godt - men I kan sikkert sagtens se, at der blir mere og mere af mig!

18+1

Det har er jeg bare nødt til at skrive ned, hurtigst muligt!
JEG HAR MÆRKET LIV! Sådan rigtige spark! Det er simpelt hen så stort - jeg er helt grædefærdig! Jeg synes bestemt at jeg mærkede noget i nat - men var alligevel ikke helt sikker.
Men her til aften var der ikke længere nogen tvivl. Jeg lå og så fjernsyn med hænderne på maven (Og - JA! Den ER stor nok til at begge hænder kan ligge der;0) ) Pludselig ku jeg mærke et lille puf indefra! Jeg syntes at jeg kunne mærke det både indeni og udenpå - så den næste time lå Mads med hånden på det sted på maven. Og det gav pote! Jeg mærkede en hel del - og Mads mærkede et lille nøk udenpå maven. Uha - det er fantastisk!
De holder sku fest derinde!
Det er også meget underligt at det skulle ske i dag. Jeg er nemlig 18+1 og det var præcis den dag i min sidste graviditet, at vores lille pige blev født. I morgen er så den dag hvor den lille dreng kom til verden - og så er vi for alvor foran! Nu kan det kun gå godt!
YES! YES! YES!

Begyndelsen...

I tirsdags kom endelig den dag vi har ventet på. Både med længsel og med rædsel. Det var nemlig den dag i min sidste graviditet, hvor verden gik i stå og alting blev sort.

Bedre kan jeg ikke beskrive den følelse vi fik, da alting gik galt. Vi havde brugt de sidste par måneder til at drøfte alle mulige og umulige ting, der drejede sig om de tvillinger vi ventede.
I vores hjerter havde vi allerede indrettet børneværelser og legepladser. Opdragelsen havde vi godt styr på, syntes vi. Navnene var ihvertfald, om ikke fastsatte, så ret sikre...
Nu ved vi, at det hele var spildt...

Derfor var det en lettelse at vågne onsdag morgen - og intet var gået galt.
I dag er jeg 16+5 - og som Mads siger, så har vi aldrig været så langt før. DET er en kæmpesejr!

Nå - men det var egentlig begyndelsen på eventyret, jeg syntes skulle ha en plads på bloggen også.

Sidst i maj måned var vi på Jelling musikfestival. Lørdag middag lå jeg i solen og fik en lille morfar... Jeg havde været på opsynsvagt om natten så jeg var ret bombet. Mads sad lidt længere nede i lejren og hyggede sig med de andre.
Jeg hørte faktisk godt Mads' tlf. ringe. Et par gange endda. Men i min dejlige lur, gad jeg simpelt hen ikke rejse mig. Jeg sov bare videre...
Efter noget tid kom Mads springende! Han vækkede mig (ikke særlig blidt eller diplomatisk) og råbte at jeg skulle have taget æg ud. Da jeg havde spurgt ham sådan ca. 5 gange fattede jeg ikke en lyd - og blev faktisk ret fornærmet. For selvfølgelig skulle jeg da ikke ha taget æg ud. Det var et overstået kapitel for mig - det var der slet ingen tvivl om!
Vi ringede til klinikken, der fortalte, at de havde taget æg ud på en ung donor - og at æggene var vores, hvis vi kunne lomme med en sædprøve med det samme!

WAAUUUV! DET havde vi så ikke lige regnet med! Vi måtte på apoteket efter medicin til mig og så lige et smut ind om klinikken i Fredericia.
Det kom helt bag på os - og da vi snakkede med lægen kom det frem, at de ikke havde villet sige noget til os om, at der muligvis var æg - for sidste gang kunne de ikke tage nogen æg ud på donoren - og måtte aflyse. Så for ikke at skuffe os, ville de først sige noget på selve dagen...
De havde bare nær aldrig fået fat i os - og æggene kunne være gået til spilde.

Fra klinikken havde de ringet til min mobil (der lå til ladning - slukket) og til Mads' mobil. De havde ringet ned på arbejdet - som havde ringet til far. Han forsøgte at ringe til Casper og mor for at få hjælp til at finde os. Og ingen vidste, hvor de skulle starte! De var udemærket klar over at vi var på Jelling. Men det var vist også det!
Efter en del panik (har vi fået fortalt) kom far på den ide at han ville ringe ned på festivalpladsen. De måtte ha en mikrofon, så de kunne råbe mig op.
Men sådan gør man ikke på Jelling. Så vidt jeg ved, måtte far fortælle i detaljer om, hvad der skulle ske - hvorfor og ikke mindst hvornår... Jeg tror faktisk han fik dem gjort klart, at det handlede om liv eller død. Og det resulterede heldigvis i, at de i informationen sendte bud efter den mand, der var ansvarlig for alle security-folkene.
Ud af dem, var der en, der var ansvarlig for hundevagterne - og han blev tilkaldt. Han fik besked på at LØBE ned i hundelejren og få fat i Jan - som er vores lejrchef. Jan løb tilbage til lejren og fortalte Mads at det var meget vigtigt at vi ringede til klinikken med det samme - og at det var noget med nogle æg, der skulle tages ud...
DERFOR sagde Mads til mig at jeg skulle ha taget æg ud. De mænd!

Nå - men vi hastede afsted - og blev enige om, at det måtte bringe lykke! Al det besvær, der havde været med at få fat i os - og så var det jo også vores bryllupsdag!

Og se nu hvor vi er havnet! Vi er enige om, at hvis vi får starutterne ud i god behold - så sender vi som noget af det første et billede af dem til Jelling Musikfestival. Det har de sku fortjent!

Alt for nu! Sengen kalder!

Ps: Kære Kristine! Nu ved jeg jo ikk om du læser med mere - men du skal bare vide, at jeg er rigtig glad for din besked. Vil du ikke være sød at hilse din mor mange gange - og selvfølgelig også resten af familien. Jeg håber at I alle har det godt!

Update - vældig forsinket!

Det blir ikk til så meget med det skriven... Jeg ved ikk helt hvorfor. Som om jeg lige skal være i det rigtige humør inden det kan lade sig gøre?!?
Siden sidst har vi været til en samtale ved den overlæge, der fulgte os da vi var indlagt.
Det gik rigtig godt - hun er simpelt hen en knag. Hun sagde, at hvis der var det mindste vi var bekymrede for så skulle vi bare ringe direkte på fødegangen... Og at vi bare skulle være hysteriske, hvis ikke de ville lade os komme ind. Som hun sagde så kan den vagthavende jordemoder godt være lidt presset, hvis de har travlt. Og hvis hun ikke kender vores historie ka hun måske synes at vi overreagerer. SÅ ved vi det! Men det er heller ikke noget problem - at blive hysterisk altså! For HVIS vi ringer derind så er det fordi der er en grund til det...

Vi var også ved jordemoder - det var helt fint. Hun var rigtig sød og spurgte til vores tidligere forløb. Hvis vi havde brug for at snakke om det - så skulle vi endelig sige til. Men som det er nu, hvor vi er trygge og glade - så er der ingen grund til det.

I weekenden passede vi nabodrengene - det var simpelt hen så hyggeligt! Desværre var den lille syg - og det er jo sådan med mig at hvis jeg HØRER om en, der er syg - ja så blir jeg det oss.
Det er ikk så fedt - ondt i hovedet, feber og ondt i halsen. I det mindste har Mads så lidt fred. Jeg snakker ikk så meget. Og heller ikk så højt...

I går skete der noget meget mærkeligt! Da jeg sad i sofaen mærkede jeg pludselig de "bobler" som er fosterbevægelser! Gips! (Som min mormor ville sige det) Det var ret underligt!
Jeg var nødt til at ringe til Mads på jobbet for at fortælle ham at vi "kommunikerer". Mig og de 2 små. Vildt!

Nu kalder sofaen vist!